Valdemar Rasmussen
Valdemar Rasmussen: Trompetist, komponist og sanger. Født den 2. marts 1939 i Tønder.
Valdemar er Jazztrompetist med stor påvirkning fra den danske sangskat og den særlige sønderjyske tone er en vital del af hans personlighed. Fra rendyrket jazzmusik over Bjarne Liller til Koral- og Højskolesangbogen har Valdemar været vidt omkring i det musikalske landskab, hvilket er blevet til adskillige plader, CD- og DVD-udgivelser, samt musik til fortrinsvis naturfilm.
Med musik til Jens Rosendals tekster "Farvernes landskab", "Landet her" og "Jeg vil bo i det lave og lysende land" er Valdemar blevet optaget i Højskolesangbogen og andre sangbøger både nord og syd for grænsen. Han hører også til den generation af jazzmusikere der var så heldige at komme til at spille med jazzkorifæer som Ben Webster, Wild Bill Davison, Benny Waters, Claude Williams, Bud Freeman og Sonny Boy Williamson. Valdemar Rasmussen har desuden optrådt med forfattere som Ebbe Kløvedal Reich, Suzanne Brøgger og Dan Turèll.